D:himalayan projectinformation

Himalayan Project
Medlemsblad Nr. 4 - 2. årgang - Juni 2000
Hvis du vil være medlem af Himalayan Project eller på anden måde vil yde en eller anden form forbidrag til foreningen, så kan du kontakte en af medlemmerne af bestyrelsen.
Bestyrelsen
Kurt Lomborg, Kjeldbjergvej 34, 7800 Skive tlf. 97 54 53 08 - fax. 97 54 53 55 - klomborg@post11.tele.dk tlf 97 52 77 56 - fax 97 51 22 99 - worm@mira.dk Wilbert Lyngsø, Fennebakken 297, 8800 Viborg tlf 86 67 17 37 - fax 86 67 13 03 - wilbert_lyngsoe@hotmail.com Gisela Franke, Thomsensgade 221, 7800 Skive www.himalayan-project.subnet.dk
Maja, Nanna, Sarah og Magnus var taget på den store Østen-rejse efter gymnasietiden. De havde hørt, at der var så dejligt oppe i Nepal; men de kendte ikke nogen deroppe. Men Maja’sfar-Aage kender mig fra studietiden, så han gav min mail-adresse videre. I januar fik jeg såmailen fra Maja, hvor hun spurgte om jeg havde nogle gode råd til dem, og om jeg kunneforeslå dem et uforglemmeligt trek i Nepal. De fik nogle adresser og 8-15 gode råd om detteog hint, og en anbefaling til at gå ud i Solu og se vores nye skole og hilse på alle mine vennerderude. Og jeg sendte et par mails til Nepal, for at introducere pigerne, hvis de skulle møde op.
Hvad de oplevede var, at efter at have forladt pengegridske, menneskemyldrende, lumre Indien mødte de op i åbne favne i Kathmandu, No problem, memsah.
Før de drog ud på trek købte de en lille smuk rispapirs-bog med lilla omslag og lukketøj af hornknap, snor og en bambusflis, hvori de alle fire skrev en dagbog til mig, som tak for minhjælp (som dog kun var så lille en indsats). Den dagbog er en af de dejligste gaver, jeg har fået,og her vil jeg lade den gå videre til inspiration.
EKSPEDITION
“I KURT LOMBORG’S FODSPOR”
Man Bahadur Magar:
Ekspeditionsleder med drøm om at blive kok. Klatrende magar. Omsorgsfuld med barnlige træk og et stort hjerte og små fødder. Yderligere en fremragende kodriver. Elsker at være hjælpsom! Thundra C.J.
Trofast porter. Speciel tøjsmag og tendens til at lugte af sur sherpa. Indehaver af bredt smil og smittende grin. Rythme Hans med de vilde dansetrin (Nepali John Travolta). Har udtalt mangel påtidsfornemmelse.
Nanna Dahlgren Hansen
Ekspeditionsdeltager, knap 21-årig dansker. Har før besteget Ejer Bavnehøj uden brug af kunstig ilt! Har endnu ikke haft brug for Diamox intravenøst, grundet det store indtag af chokolade.
Sarah Cathrine Ziethen
Dansk Klient 1980'er. Sluttede sig til ekspeditionen i en indisk-nepalesisk bus, som følge af stor ensomhed. Trods store knæ/ lysken/ tå-negl/ vabel-smerter, svimmelhed, koordinationsproblemer ogåndedrætsbesvær, er hun sprængfuldt med energi og godt humør.
Magnus Anders Wedel Limborg
Dansk klient fra 78 og dermed den ældste blandt klienterne. Blev optaget i ekspeditionen, da han ved hjælp af voldsomme opkastninger fremprovokerede moderinstinktet blandt de kvindelige deltagere. Harmælkeallergi og diarre.
Maja Bjørnskov Gram
Ekspeditionens frontkvinde ned ad bakke. Knap 21-årig Sønderjyde. trives bedst med et barn i den ene hånd og et stykke æbletærte /chokoladekage /snickers i den anden hånd. Trods store blodtab grundetiglebid er hun still going strong. Kender Kurt! 12. maj 2000
Klokken 6 denne morgen startede vores 18 dages trekkingtur mellem Jiri og Namche Bazar. men historien går længere tilbage . . . For 2 dage siden mødtes vi med Boddhi Maya fra Kedar’s trekkingfirma. Hun vidste at vi kom, og at vi kender dig. Hun var meget hjælpsom og omsorgsfuld. Da voresrejse gennem verden er ved at være slut, er de opsparede penge også snart brugt. Vi fik en ordning, somville spare os mange penge. Vi er ikke afsted direkte gennem Pacific, men er blevet henvist til guide ogbærer, som firmaet bruger, vi betaler 800 rupies/dag og er 3 personer. (Vi skulle ikke engang betale 9$ igebyr for flybilletten mellem Lukhla og KTM på tilbagevejen).
Vores guide hedder Man Bahadur Magar (mister MB), han er 29 år og vældig flink. Han hentede os denne morgen på vores Guest House i Thamel, og førte os til bussen mod Jiri. Efter 8½ time ankom vi
til Jiri - hvor vi er nu. Det er aften og vi sidder i hotellets tilhørende restaurant. Her er meget hjemligt.
Stedet bestyres af en familie og vi føler nærmest, at vi sidder i deres stue. Der er stearinlys på bordet til
når strømmen går. I morgen starter vi for alvor, og det glæder vi os til. Det har regnet denne eftermid-
dag, men vores nyindkøbte regnfrakker fungerer fint. Maja
13. maj 2000
Første dags trekking er færdig. Det samme er mine ben. Turen her til Deurali var utrolig smuk. Vi har stille og roligt passeret 1-og-en-halv bjergtop. Vi er på toppen nu. Det som egentlig piner mig mest
er alle de bærere som vi møder på vores vej. De slæber alle ting! Man føler sig lidt som en forkælet tøs,
som får alting bragt. Men sådan har de levet i mange år, så det er vel ret naturligt. Og efter at have
kravlet rundt i bjergene i 7 timer, var det fantastisk at komme frem til denne lodge - få et varmt bad
(virkelig varmt - de havde solcelleopvarmning) og nu sidde her rundt om kaminen og hygge. Jo - det er
herligt at trekke. Sarah.
14. maj 2000
Vi sidder i Kenja og venter på vores middagsmad - dal bath og milktea. Der er udsigt til Chhumbu og 2 timers gang dertil. Jeg glæder mig til at se skolen og tale med folkene deroppe. I går hørte vi rygter
om at skolen er færdig, så det bliver spændende. Maja
Efter en sej tur, hvor det kun går op ankommer vi til Chhumbu. Jeg hører Maja råbe “Jeg har set skolen”. Lige pludselig får jeg også øje på skolen, den er let at kende for det blå tag stråler langt væk.
Vi bliver indlogeret på Hill Top Himalaya Guest House, hvor vi skal sove på høloft sammen med helefamilien, guide og bærer - rigtig hyggeligt.
Vi går ud for at se skolen og høre folks mening. Alle er meget stolte og fortæller gerne alle detaljer om skolen. Undervisningen er allerede startet og vi møder læreren Hom B. Shrestha. Han underviser omaftenen fra 18-20. Jangbu Sherpa kommer, han kender hele skolens historie og siger stolt at han har mødt dig - så giver vi os til kende. Nanna.
Måske havde han luret os - i hvert fald talte han meget begejstret om Rotary og Himalayan Project.
Men jeg tror nu at det var dybtfølt, for hans øjne strålede, da han viste os op til skolen, så vi kunne seundervisningen. Også her strålede øjnene. Børnene sad i stearinlysets skær og gentog i kor, med højeklare stemmer, hvad læreren skrev og dikterede på tavlen. Den lyst de havde, var det dejligste jeg længehar set. De ville bare lære. Og selv om forholdene var primitive i fht. Danmark, var de nye og smukkeog klar til at blive brugt for alvor. Denne aften var der 9 elever i skole. Alle aldre og størrelser!!! Mende sagde at der efter Juli ville komme flere.
Vi havde følge af flere herrer fra Chhumbu. De lyste glade vejen for os, og ville vise os skolen. Men det var alligevel for mørkt - så i morgen! Nede ved lodgen fik vi vores yndlingsspise - Rara Noodle Soup- God og varm. Og efter at vi havde siddet lidt og snakket med hele flokken gav vi Jangbu Sherpa de pakker med “school pens” vi havdemed til skolen. Han lovede at give dem videre til skolekomiteen.
Og mørket sænkede sig for alvor, og i stearinlysets skær lagde vi os ned i halmen og faldt i dyb søvn . . . Sarah.
15. maj 2000
Vi startede dagen med at forestille os, hvordan tingene ser ud i Danmark. Det var virkelig svært! Vi tænkte på de entusiastiske børn i skolen i Chhumbu, den fantastiske natur, den søde milk tea, degæstfrie mennesker og den unikke stemning, som hersker i landsbyerne i Himalaya området.
Meget langt fra vores samfund og hverdagsliv og svært at forklare hvorfor.
Klokken 7.30 skulle vi alle mødes på skolen. Et arrangement der viste sig, at være sat op for “os-der- kendte-Kurt”. 25 glade børn og 6 mænd fra byen (incl. Jangbu Sherpa og læreren) var i skolegården. Viblev spurgt om, hvor vi ville tage billeder; da lyset var bedst ude, blev skolebænke+borde båret ud iskolegården. Alle de små drenge løb frem og tilbage forat stille op udenfor. Helt på eget initiativ,sjældent set magen i Danmark. Vi fik taget billeder og de kommer til at tale for sig selv, når de bliverfremkaldt! Resten af formiddagen gik med at lege med børnene, de var jo kun kommet til skolen for atmøde os, og havde derfor tid med os bagefter. Vi blev også inviteret på te hos Jangbu og hans sødekone, i deres lille hus. En vellykket formiddag.
Vi er nu efter en kort gåtur i regnvejr, endt i Dakchhu. Som også er et lille hyggeligt sted, som vi har for os selv. Maja.
16. Maj 2000
Efter en dejlig tur fra Dakchhu til Junbesi, står man der på toppen og nyder den fantastiske udsigt, der gør at men bliver helt ør! Vi beslutter hurtigt at blive her et par dage. Vi har allerede hørt rygter, fraandre trekkere, at nogen fra landsbyen har været i Danmark. Vi går ned til Apple Lodge og ganskerigtigt, fortalte ejeren ivrigt, at hans kone har været i DK. Ejeren hedder Ang Pasang Lama og hanskone Ang Kanu Lama. Vi får te, og han viser programmet for turen i DK. Jeg, Nanna, kommer fraAabenraa, og det var derfor rigtig spændende at se det gode program for hele Sønderjylland. Men detbedste var, at de havde været på Højer Ungdomsskole, og det var her Maja og jeg mødte hinanden forførste gang. Vi blev enige om, at det var et program vi selv godt kunne tænke os at prøve. Der var storehilsener til dig og Thorbjørn og det var tydeligt, at han strålede af lykke, da han hørte jeres navne.
Når vi kommer tilbage til Kathmandu har vi fået arrangeret et møde med Ang Kanu Lama, hun vil vise os alle billederne fra DK og jeg glæder mig rigtig meget. I morgen har vi hviledag. Herligt.
Nanna
Der var øl (Tuborg) til aftensmad, da vi måtte fejre min Bedstefars 90 års fødselsdag. Maja
17. Maj 2000
Ja, sikke en vidunderlig dag. Vi havde fået ekstra tæpper, så i nat sov vi varmt og godt - og rigtig Men det var overskyet da vi stod op, så dagen indbød mest til hygge. Heldigvis var vi en hel flok (andre trekkere holdt også hviledag her) så vi fordrev formiddagen med kortspil og en lille gåtur op tilklosteret. Og da vi kom tilbage til vores rare lodge, havde ejeren, som har et diplom hængende fra etbageri-kursus, bagt nogle yderst lækre, grove brød som vi spiste med god appetit. Vi havde vist nogledepoter, som skulle fyldes.
Og nu, inden aftensmaden, var vi nede ved Ang Pasang Lama igen, og han viste os glad sine billeder af familien. Dejligt at få et sådant indblik i den nepalesiske hverdag. Bl.a. fortalte han, at kun 1 af hans4 børn boede hjemme, de andre hos familie i Kathmandu, hvor de gik i skole. Og de var mellem 12 og16 år. Men skole betyder meget her, er mit indtryk. Begge dage vi har besøgt Ang Pasang, har hans lilledatter på 9 år og hans nevø siddet med en hjemmelærer og lavet lektier - skønt de går i skole til klokken16.00 !!! Det er virkelig dejligt at se den glæde.
Nu kryber skyerne ned langs bjergene og der bliver tændt op i brændeovnen. Manden som ejer lodgen, har også en ostefabrik, som laver en fortryllende god ost. Han har lige været og byde rundt.
Aftensmaden er på vej, og hvis der er plads skal vi absolut have en varm applepie. Det er vel hviledag . .
. Sarah
Den 18. maj vores tidsregning.
I dag er det Buddha’s fødselsdag; han bliver 2544 år. TIL LYKKE til ham. Vi stod tidligt op for at gå op til Mopung, Pungmoche og Tubten Choling Gompa. På vej derop, blev vi stoppet af Ang PasangLama. Han fortalte at lamaen samt 25 af eleverne var i Junbesi, hvor der skulle være “gudstjeneste” ogoptog gennem byen. Vi besluttede derfor, at udskyde gåturen til eftermiddagen, for at følge højtidelighe-derne om formiddagen. I “kirken” i Junbesi talte vi med lamaen, han blev meget glad for hilsenen ogbladrede ivrigt i bladet (Himalayan Project, jan. 2000) og fandt billederne af alle hans elever. Han bados sætte os over til munkene. Her sad vi i flere timer og fulgte med i deres bønner og “koncerter” ellerblandingen heraf. Det var meget fascinerende. Lamaen er en meget flink mand! Smilende og rolig. Viskulle hilse dig mange gange igen! Klokken 14 gik vi mod Pungmoche. Der var ingen elever pga. Buddha’s fødselsdag, og lamaen var stadig i Junbesi, men vi blev venligt vist rundt af en ældre munk, og selvfølgelig var der også en kopdejlig varm og sød te.
Videre gik vi til Tubten Choling. Der var stor aktivitet, for Buddha skulle jo fejres. Vi blev budt indenfor, og som de eneste ikke-munke, følte vi os ret specielle og lidt udenfor, selvom vi jo varvelkomne.
Undervejs havde vi spurgt mange om de kendte den nye sti mellem Mopung og Tongnasa (vores guide fungerer udmærket som tolk). Det så lidt sort ud med den nye vej, for ingen kendte til den. Entenville den være for svær at finde for os, eller også var der ingen the-huse undervejs. Da vi var lige ved atgive op, mødte vi en mand, som senere viste sig at være Yakpa Sherpa. Han kendte alt til stien og havdeet julekort med billede fra dig og din kone. Vi talte med en dreng, og tilbød ham 300 Rs for at føre os tilRingmo ad den nye sti i morgen tidlig.
Igen i aften er det ren hygge ved den varme pejs i Sherpa Guide Guest House’s nybyggede udestue. Den 19. maj - Store Bededag i Danmark.
Klokken 7.30 gik vi fra Junbesi og en time efter mødte vi vores “nye”-unge guide i Mopung. Som i Chhumbu var rygtet spredt. “3 piger der kender Kurt er her!”. Hos Yakpa Sherpa blev vi budt på the og
der var en hel masse folk: Hyrdefamilien (Ngawang, Lehki og sønner), de har 5 sønner og den
mellemste viste sig at være vores “nye”-guide. Nuru Tundu Sherpa var der. Han havde ledet vejprojek-
tet. Han viste og forærede os billeder. Den nye vej var blevet bygget på 5 dage af 30-35 folk, og havde
været færdig i 16 dage. Han havde taget fri fra arbejde, for at følge os over til Ringmo. Maja.
Da vi havde drukket theen skulle vi lige have et fælles billede af alle familiemedlemmerne, og de stillede sig ivrigt op til fotografering. Derefter gik vi op til Mopung for at komme ind på den nye vej.
Vores lille guide og Nuru Tundu gik i spidsen og Nuru Tundu fortalte om alle detaljerne ved den nyevej. Det var en flot vej; man kunne virkelig forestille sig, hvordan alle arbejderne både kvinder og mænd havde lagt alle deres kræfter i, for at få vejen færdig. Billederne fra Nuru Tundu viser virkelig, at dette
er noget de alle står sammen om. Det var virkelig en hård tur, for det gik meget op ad, så vi havde svært
ved at følge med. På hele turen var Nuru ivrig med sit lille kamera. Han er virkelig en dejlig mand og
stolt af sit færdige projekt, som han med stolthed kan vise frem til alle. Vi klarede turen og var lidt
udmattede da vi kom til Ringmo. Vi inviterede Nuru og guiden til middag, og det var hyggeligt og dejligt
at sidde og slappe af. Vores guide strålede som en lille sol, da vi gav ham de 300 Rs. Efter middagen
sagde vi farvel til Guiden og Nuru og havde lidt dårlig samvittighed over at de skulle gå den lange vej
tilbage. Resten af dagen gik med ren afslapning. Nanna.
20. og 21. Maj
To dages vandring. Den 20. gik vi fra Ringmo til Kharikhola - en tur uden de store begivenheder.
Men den 21. blev en dejlig dag, skønt tunge skyer forsøgte at ødelægge vores humør!!! Vi havde ikke gået så længe, da det begyndte at småregne. Og lige så stille blev det tungere og tungere dråber somvæltede ned. Vi havde aftalt at holde frokostpause i Poyan og hilse indenom på Apple Pie Lodge, somdu havde bedt os om.
Men da vi kom ind drivvåde og sultne, og så at Pemba var ved at tænde op i brændeovnen, besluttede vi at lade det være en kort dagsmarch. Og hun var glad da vi kom; men da hun hørte at vi vardanskere, kendte Kurt og skulle hilse fra ham, blev hun overvældende “happy”. Hendes engelsk var ikkeså godt; men vi forstod hinanden glimrende. Vi præsenterede os, og efter at jeg havde taget lidtbevægelser ved at sætte hånden på brændeovnen, fik vi tid til at vise billeder. Sikke en glæde!!! Og stuenvar varm og fyldt med vådt tøj og pandekagerne fantastiske.
Jeg ved ikke om det er almindelig sherpa-glæde eller noget andet, men pludselig kom Pemba og hendes datter og spolede på båndspilleren. Så var der dans! Og jeg skal love for at vi dansede - Pemba
den lille kvinde fik virkelig drejet os rundt! Det var den bedste fest vi længe havde haft. Og da
trætheden meldte sig, faldt vi alle i søvn i den lune stue efter at vores trekkingtur officielt havde ændret
navn fra “Trekkingtur Jiri til Namche” til “I Kurt Lomborg’s fodspor”. Nu er vi ikke bare trekkere
mere. Nu er vi ekspeditionsdeltagere!!! -Sarah
Forresten - Vi har haft en 4. deltager det meste af tiden. Magnus - en sund, dansk dreng med Den 22. Maj 2000
Da vi i morges forlod Apple Pie Lodge, fik vi alle et hvidt tørklæde bundet om halsen, hvilket betyder “held og lykke”. Pemba sagde at hun ville møde os i Lukhla den 29. inden vi flyver, så skal vihjælpe med at skrive et brev til dig; jeg håber at hun husker det. Efter ca. 2 timers gang kom vi til Surke og her fandt vi Pasang Lhamo’s forældres hus. Her fik vi formiddags the og en snak med den gamle og stadig friske fader. Vi så billeder af familien og skal hilsemange gange igen! Vi er meget imponerede over at han havde været oppe i camp 4 - hårde gut! Klokken14 nåede vi Ghat. Da vi var drivvåde af den konstante regn, besluttede vi os for at “slå lejr”. Helttydeligt er vi nu kommer på “Trekkers Highway”. Der er mange guest houses, andre trekkere ogchokoladen er blevet billigere (til Nanna’s held).
Alt er fint og vi glæder os til, i morgen at bevæge os op i højderne . Maja
Den 23. Maj 2000
Endelig i Namche Bazar. Hvilken by! Det var lidt den samme fornemmelse jeg fik, da jeg kom til Kathmandu efter 2 måneder i Indien. Man kunne bare få alt, hvad hjertet og maven kunne begære.
Det første vi gjorde, da vi kom til byen var at gå ind på det tyske bageri og bestille fire pizzaer. De var godt nok ret kostbare, men de var alle pengene værd. Efter pizzaerne lod vi os friste af det godebagerbrød og danish pastery. Vi følte virkelig, at vi havde brug for noget guf efter den ret hårde tur optil Namche.
Det første stykke vej efter morgenmaden var rimelig ligeud; men efter vi havde spist lidt formiddags- mad gik det stejlt opad. Det var så stejlt, at vi blev nødt til at indlægge “camps” på vejen - inspireret af Jon Krakouer’s “Op i det blå”. Vi startede i bunden af dalen ved camp ÷7 og gik roligt opad. Vi havdevist fejlbedømt afstanden lidt, for da vi nåede camp ÷4 kunne vi faktisk se Namche (Namche skullevære Base Camp (camp 0)).
Vores hotel ligger en halvtimestid lodret over Namche. Grunden til at vi skulle bo her, var at guiden havde en aftale med bureauet om, at han skulle tage sine “klienter” med til netop dette hotel første nat i
Namche. Fordelen er, at den yderligere højde hjælper med til akklimatiseringen. Magnus.
(Her følger en side, hvor et sindrigt pointskema er sat op under overskriften “Shit Head High Score” - det må formodes at være aftenunderholdningen under den vanskelige højdeakklimatisering som ernedskrevet på det nærmest foreliggende papir. Efter skemaet følger teksten: “Absolut Shit Head: (flest4. pladser) NANNA!” - “Absolut Smart Ass: (flest 1. pladser) NANNA!” - “Magnus dårligst - Majabedst”) 24. Maj 2000
Vi startede med at spise morgenmad nede ved bageren, og der hang vi så ud de næste 4 timer, hvor vi hyggede os og fik skrevet nogle breve om hvor flot det er at trekke i Nepal.
Vi boede hos Budhi Maya’s mor og søster. To dejlige damer der fik os til at føle os hjemme. - I dag var det for første gang ikke skyet i lang tid og sikke et held! Fra Namche kunne vi pludselig se høje bjerge med sne! Wauv! Endnu bedre var det, da vi på vej til Tengboche nåede Everest Viewpoint.
En time sad vi og begloede bjerget; det var helt fantastisk!!! TOP OF THE WORLD. Maja
26. Maj - fredagen:
Efter at have været på toilet lidt for mange gange, sovet for dårligt og mistet appetitten og de fleste kræfter, besluttede vi os for at tage det stille og roligt. For at få styr på maverne tog Nanna og jeg enDihydrostreptomycin (500 mg fra Boehringer Ingelheim), en kalvetablet ordineret til nogle andrerejsende, af en dyrlæge i Lemvig. Den viste sig at være ret effektiv! (i dag den 28. har jeg stadig ikkeværet på toilet).
Vi gik dog ikke mere end 1½ time før vi slog lejr, så de syge kunne hvile sig, og blive friske til at gå tilbage til Namche og lørdagsmarkedet. -Maja
27. Maj Erik Dahlgren 52 år
Kræfterne er vendt tilbage! På ca 3 timer gik vi fra Phakding til Namche, en skøn-herlig tur! Denne gang boede vi på “Namaste Guest House”, da det ligger mere centralt. Her var video og TV, og andre
trekkere. Vi så “Seven Years in Tibet”, en fed film. Den gamle Mama sad og klukkede når de sagde
noget på tibetansk. -Maja.
30/5 2000
Lukhla-syndromet har taget sit greb i os, men vi forsøger at undlade at miste stemningen. De laver heldigvis nogle fantastiske momo’er på vores lodge!! Så nu skal vi bare vente indtil i morgen . Menhvad! Vi er i godt selskab og har det godt! (lyder jeg ikke optimistisk?) Nå men Lukhla er ikke detværste sted at vente - vi kunne have været i Dachu - hvor der er koldt og trist og vi kunne have haftdiarre! 8. Juni 2000
Nu er ekspeditionen slut og det har den i mangt været et stykke tid. Faktisk sidder vi i et tog på vej til Delhi - meget langt fra de dejlige fantastiske bjerge, som vi altid vil mindes og længes efter at få et glimtaf igen. Nepal er skøn !!!!!!!! Vi havde kun en enkelt ventedag i Lukhla pga. for mange skyer. Lufthavnen lukkede dagen efter vi fløj (1. Juni) pga. ombygning. Tilbage i Kathmandu blev der spist en masse chokoladekage og drukket Rart at trekke, rart at komme tilbage til civilisationen. En uge gik hurtigt med de sidste indkøb, en cykletur til Bakhtapur og hænge ud på New Orleans.
Den 2. Juni mødtes vi med Kandu Lama og hendes to døtre i KTM. Det var en meget god oplevelse.
Hun havde medbragt alle sine billeder fra den DK-tur hun lige havde været på. Det var hylemorsomt atse billeder og samtidig høre om hendes facination af DK.
Der var mange billeder fra Føtex og Super Brugsen. Hun havde jo aldrig set noget lignende. Døtrene fniser også lidt! Hun sagde hele tiden at hun var blevet behandlet så godt alle steder de havde været. Detblev jeg glad for at høre. Jeg synes at danskere er gode til at rejse; men ikke altid lige gæstfri, så det vargodt at høre. Jeg var lidt bange for at en sherpa kunne blive skuffet i Danmark, fordi de selv er sågæstfrie. Yderligere var det herligt at se billeder fra Danmark, bare fordi vi ikke har set landet i 4måneder. Men nu skal vi hjem (Nanna og jeg) den 12. Juni flyver vi fra Delhi. Det bliver nu dejligt!!Selv om det var lidt sørgeligt at forlade Nepal (Indien er ikke svær at forlade, selvom det er etspændende land). Magnus er i Thailand og Sarah på meditationskursus udenfor Kathmandu.
Nanna og jeg har konkluderende talt om rejsens highlights: Faldskærmsudspring, elefantridning, Operahuset, Varanassi, yoga, strandene i Thailand, Taj Mahal, gletchervandring (New Zealand) ogmeget andet godt.
Det allerbedste har været: Dykning på Koh Tao og ekspeditionen “I Kurt Lomborgs fodspor”. Tak for hjælpen -Maja
PS: Jeg sidder desperat og tænker på hvornår jeg kan komme tilbage til Nepal .

Source: http://www.nepalhelp.dk/filer/blad-05.pdf